| Sidste forår og forsommer stod i jordbiernes tegn (1993). På
Statens Skadedyrslaboratorium, hvor folk henvender sig med små og store
problemer, besvarede vi i april og maj 1993 mere end l0 gange så mange
forespørgsler som sædvanligt, om bier, der gravede huller i jorden på
steder, hvor man følte sig generet af det.
Nu er der mange slags årevingede insekter, den gruppe hvepse og bier
tilhører, som graver reder i jorden.
Flere humlebiarter gør det, og gedehamse kan bygge i en forladt
rnuldvarpegang, eller i et andet hulrum i jorden.
Det er typisk for disse sociale insekter, at de kun har en enkelt
indgang til reden, simpelthen et hul i jorden, som alle samfundets
medlemmer bruger, når de skal ud eller ind.
Men også mange enlige hvepse, gravehvepsene blandt andre, og bier kan
indrette sig i jorden. Det er arter, hvor hver enkelt hun bygger sin egen
rede, og udelukkende arbejder for sit eget afkom.
DE RIGTIGE JORDBIER
Slægten Andrena er uden sammenligning den artsrigeste blandt
vore enlige bier. Der er beskrevet mere end 50 forskellige slags og det
vil sige, at omkring en fjerdedel af alle danske bier hører til denne
gruppe.
De er alle sammen gravebier, så det danske navn, jordbier, er meget
passende.
De største af dem er på størrelse med en honningbi, men der er også en
del små arter på 6-7 mm længde imellem.
De fleste er mørke, meget hårede, med lysere hårbræmmer på bagkroppen,
og i øvrigt er mange af arterne svære at kende fra hinanden.
De store jordbier kan ved første øjekast minde om honningbier, men de
bevæger sig langsommere og summer ikke nær så højt som disse, og så er
deres levevis helt anderledes.
REDEN I
JORDEN
Ved hjælp af kindbakkerne og benene graves der
en gang, hovedgangen, lige ned i jorden.
Fra hovedgangen graves der korte sidegange, der hver for sig ender i en
celle, der indrettes som ynglekammer. Cellen er omhyggeligt afrundet,
væggene er ligesom polerede, og ofte beklædt med et silkeagtigt stof,
afsondret fra biernes spytkirtler.
Den opgravede jord kommer til at ligge som en jordvold omkring hullet,
og røber altså redens placering.
Jordbierne vil normalt vælge solbeskinnede steder med ret løs jord
eller sand til deres reder. Det kan være sandede bakker, hedeflader eller
åbne skovveje, men ikke helt sjældent slår de sig ned i græsplæner,
indkørsler eller på gårdspladser.
JORDBIER BYGGER I
KOLONIER
Nu vil et enkelt jordbihul i plænen næppe
genere selv den mest sarte haveejer; men sagen er den, at jordbierne lever
i kolonier, som kan blive meget store.
Det kan dreje sig om huller i tusindvis, tæt ved hinanden, over områder
på størrelse med en fodboldbane, og det er ikke blot et kortvarigt
fænomen. Man har fulgt jordbikolonier, som lå på det samme sted i mere end
50 år, og de kan uden tvivl blive ældre, hvis forholdene på stedet ikke
ændrer sig drastisk. Her er der nok tale om et vist genbrug af de gamle
gange.
Jordbier er som nævnt enlige, men hos nogle arter kan man se det første
skridt hen mod et socialt liv, idet flere hunner kan samarbejde om at
grave en fælles hovedgang.
Sidegangene og ynglecellerne er dog altid et privat foretagende.
DE FLESTE JORDBIER ER
FORÅRSDYR
Om foråret kan man se jordbihanner, ofte i
ret stort antal, flyve frem og tilbage langs hække og levende hegn. De er
på jagt efter hunner, og kommer der sådan en indenfor rækkevidde bliver
hun grebet og parringen finder sted.
I de tidligere forårsmåneder er der livlig aktivitet i jordbikolonien.
Ud over gravearbejdet har hunnerne travlt med at hente pollen fra pil,
mælkebøtter, frugttræer og -buske og fra andre tidligt blomstrende
planter. Nogle holder sig til en bestemt planteart, andre er mere
liberale.
Blomsterstøvet transporteres i pelsen, fortrinsvis på de tæt behårede
skinneben og i nogle lange hårkrøller som sidder ved bagbenenes basis.
Jordbierne har derimod ikke honningbiernes kurv.
Jordbiernes tunge er kort, og nektar spiller ikke den store rolle som
foder.
Den pollen, de børster af sig nede i ynglecellen, ligger for de fleste
arters vedkommende næsten løst, men nogen henter dog så meget nektar, at
de kan ælte støvet til en kugle.
Det er relativt store mængder pollen, en jordbi kan transportere, så en
ynglecelle kan provianteres på et par enkelte indsamlingsture. Så lægger
bien et æg og lukker sidegangen med lidt jord, inden den går i gang med en
ny celle.
Larverne udvikler sig i løbet af sommeren, de overvintrer i cellen og
forpupper sig og forvandler sig til voksne bier det følgende forår.
Forvandlingen til voksen bi sker ikke sjældent sidst på vinteren, og bien
venter så i sin jordhule på det rette tidspunkt til at søge op i lyset.
Når vi fik så mange henvendelser om jordbier sidste år, hænger det nok
sammen med den ualmindeligt solrige sommer året før, med mange flyvetimer
for bierne, og så det forhold, at foråret 1993 faktisk også var tørt og
lunt.
Jordbierne skal selvfølgelig ikke bekæmpes. Deres brod er svag, og de
stikker vist nok aldrig mennesker, og de spiller uden tvivl en rolle for
bestøvningen af visse frugtbuske og -træer.
Skulle en koloni have etableret sig på en terrasse hvor det er helt
uantageligt, så vil den rimeligste behandling være at pudre de enkelte
huller f.eks. med et myrepudder.
HVEPSEBIER
I
jordbikolonierne vil man næsten altid kunne se nogle næsten hårløse,
stærkt farvede hvepselignende bier. De er normalt stribede med gule og
sorte eller røde og sorte striber.
Det er hvepsebier, slægten Nomada, hvis larver lever som
snyltere i jordbiernes celler.
De er aktive, søger omkring, og når de ser deres snit til det, trænger
de ned i jordbiernes gange og lægger deres æg i et af de redekamre, som
jordbien har forsynet med føde. Nomadalarven dræber og æder jordbilarven
og lever så af den næring som var tiltænkt den.
I en jordbikoloni vil man ofte se mere til hvepsebierne end til selve
jordbierne, som jo tilbringer megen tid under jorden eller på
indsamlingsture, medens hvepsebierne løber og flyver omkring mellem
hullerne for at finde et sted, hvor de kan smutte ned og lægge
æg. | 
