| Betegnelsen murbi bruges i daglig tale om flere forskellige
slags bier og hvepse.
Familier af humlebier, honningbier eller gedehamse, som har slået sig
ned i en hulmur, kaldes ofte murbier, og det samme gælder for de arter af
enlige bier eller gravehvepse, som lejlighedsvis kan udnytte huller eller
revner i en mur som redeplads.
DEN RIGTIGE
MURBI
I virkeligheden er det kun en enkelt art,
Colletes daviesanus Smith, som fortjener navnet, som den har fået
fordi den af og til graver sine redegange i løs mørtel mellem mursten. Den
er ikke videre iøjnefaldende, 8-9 mm lang, mørk med nærmest sort bagkrop.
Det bedste kendetegn er de grågule tværbånd langs bagranden af
bagkropsiddene. Benene er sorte med hvidgul behåring.
LEVEVIS
Murbierne
hører til de såkaldte enlige bier, dem har vi et par hundrede forskellige
slags af her i landet.
Det med det enlige går på, at hver enkelt hunbi bygger sin egen rede og
selv samler føde og lægger æg. De lever ikke som de sociale bier i store
samfund, hvor der er arbejdsdeling og samarbejde.
Men de bor ofte tæt sammen, i kolonier, hvis de først har fundet en
passende lokalitet, og kolonierne kan blive så individrige, at det
virkelig er noget man lægger mærke til.
Mørtelen mellem mursten er naturligvis ikke murbiernes oprindelige
levested. I naturen kan man finde dem ved ler- eller kalkskrænter, hvor de
graver deres gange ind i skrænten. De voksne murbier kommer frem først på
sommeren og kan være aktive til hen i september. Når hunnerne har parret
sig, går de igang med, hver for sig, at grave deres redegange.
Gangensdiameter er som en blyants. Når den er 5-8 cm lang bygger
murbien den første ynglecelle i bunden af den.
Cellen har form som et lille fingerbøl, og beklædes med et sekret.
Sekretet udskilles af en kirtel, Dofours kirtel, som ligger i biens
bagkrop, og udmunder ved siden af brodden. Det smøres ud i et tyndt lag
ved hjælp af tungen og nogle fløjelsagtige børster på bagkrop og ben, og
det størkner til et stof, der nærmest ligner uhyre fint silkepapir.
Tilstedeværelsen af dette stof, som forer gangene, er et vigtigt
kendetegn, når man skal påvise om det er murbier der har gravet i en mur,
eller om hullerne har anden årsag.
En kemisk analyse har vist, at membranen overvejende består af
polyester, så murbiernes larver og forråd bliver faktisk beskyttet mod
fugt skimmel i en slags små plastikposer.
Når den første celle er parat går murbien i gang med at fylde den med
en gullig dej af nektar og pollen. Den vil normalt indsamle føde i løbet
af dagen og foretage gravearbejdet sidst på eftermiddagen og om
aftenen.
Når cellen er fuld af forråd lægger bien et æg og lukker, og går så i
gang med at bygge den næste. Sådan bliver den ved, indtil gangen er fyldt
med en serie på op til 8 celler.
Når ægget klækker begynder larven straks at æde, og den når at blive
fuldvoksen i løbet af efteråret. Den fede murbilarve overvintrer i sin
celle inde i gangen, forpupper sig næste forår og kommer frem som en
voksen bi i løbet af sommeren.
Der er altså kun en generation om året.
De nye bier, som kommer frem fra mørtelen orienterer sig i
omgivelserne, så de lærer stedet at kende, og hvis der overhovedet er
plads til det, slår de sig ned i nærheden af det sted hvor de er
klækket.
SKADE
Murbierne
arbejder udelukkende på lune, solvendte flader med løs mørtel.
Normalt er skaderne til at overse, men drejer det sig om en mur med
meget svage mørtelfuger, og får kolonien lov til at udvikle sig over en
længere årrække, kan murbierne i sjældne tilfælde underminere mursten så
voldsomt, at f.eks. skorstenspiber styrter ned.
De kan også være årsag til følgeskader, når nedbør trænger ind i
gangene og giver fugt og frostsprængninger.
Når der tales mere om murbier i dag end for 10-20 år siden, skyldes det
først og fremmest at en del forsikringsselskaber tog begrebet
»murødelæggende insekter« med på deres hus-policer, på linie med svamp og
husbukke.
Det fik naturligvis husejere, murere og forsikringsfolk til at se bedre
efter, og murbiangreb, som tidligere var blevet overset eller blot ordnet
med en spand mørtel, gav nu anledning til anmeldelser til selskaberne og
ikke sjældent til retssager i forbindelse med hussalg.
Og til overdrevne forestillinger om murbiernes farlighed.
MULIGHEDER FOR
FEJLBESTEMMELSE
Som omtalt kan mange harmløse bier, og
andre insekter udnytte eksisterende huller i en mur.
Edderkopper vil ofte udnytte svagheder især ved dårligt udførte
studsfuger, de kan aktivt udvide hullerne og benytter dem til at gemme sig
i og til at lægge æg.
Disse huller forveksles ikke sjældent med murbi-gange, men kan kendes
på, at derfindes klæbrigt edderkoppespind i dem, og rester efter
edderkoppernes bytte.
BEKÆMPELSE OG
FOREBYGGELSE
Bekæmpelse, reparation og forebyggelse
foretages i en og samme arbejdsgang, og består i et haederligt stykke
murerarbejde. Den løse mørtel udkradses og der fuges med en mørtel med en
styrke på mindst KC 60/40/850.
Skulle der blive enkelte larver eller pupper tilbage spiller det ingen
rolle, for de udklækkede voksne bier vil ikke kunne grave sig ud gennem
udhærdet mørtel af denne kvalitet.
Der vil naturligvis stadig være risiko for nye angreb, så længe der er
områder på murværket med løs mørtel.
Hvis man absolut vil foretage reparationen i biernes flyvetid, og der
er livlig aktivitet, kan man behandle de angrebne murflader med et
insektpudder, f.eks. et 4% malathionpudder, inden man skrider til
arbejdet. Det vil hurtigt bekæmpe de voksne bier.
Murbier kan stikke, men de skal provokeres voldsomt.
Som de øvrige enlige bier spiller de en vis rolle som bestøvere, men
ikke af økonomisk vigtige
afgrøder. | 
;)
